ActivCare fortsætter det gode samarbejde med Region Syddanmark

Ny aftale pr. 1/11 2022

Det er med stor glæde, at ActivCare kan meddele, at vi har vundet Delaftale 3 på det netop afsluttede udbud på Respiratoriske Hjælperordninger i Region Syddanmark. Det betyder, at ActivCare fortsætter det gode samarbejde med Region Syddanmark på respiratoriske ordninger. I forbindelse med dette udbud er der ændret på fordelingen, således at de tre vindende leverandører fremadrettet skal varetage hver deres geografiske område i regionen.

Som vinder af delaftale 3 bliver ActivCare ansvarlig for respirationsordningerne i Billund Kommune, Esbjerg Kommune, Varde Kommune, Fanø Kommune, Vejen Kommune, Tønder Kommune, Haderslev Kommune, Aabenraa Kommune og Sønderborg Kommune.

Den nye aftale træder i kraft d. 1. november 2022, og netop nu arbejder vi, og de andre eksisterede og nye leverandører på at virksomhedsoverdrage de teams, hvor dette er aktuelt. Det betyder i praksis, at vi virksomhedsoverdrager teams på Fyn og i trekantområdet til andre leverandører, samt at vi modtager nye teams i vores geografiske område i Sønderjylland.

Velkommen til ActivCare

For at tage godt imod vores nye ordninger, herunder de mange nye medarbejdere, vi modtager, afholder vi et velkomstarrangement i Vojens d. 26. oktober 2022. Her vil vi præsentere ActivCare og fortælle lidt om, hvordan vi arbejder med vores teams, og hvordan vi sikrer succes, trygge rammer og gode oplevelser i hverdagen.

Derudover har vi ved arrangementet åbnet for, at vores medarbejdere (nye som eksisterende) er velkommen til at tage en ven eller veninde med, der er nysgerrig på, hvilke jobtyper vi tilbyder hos ActivCare. Vi tilsikrer, at der er rekrutteringskonsulenter til stede, som kan vejlede om muligheder, vilkår, løn, fordele og meget mere.

Vil du vide mere om den nye aftale, der træder i kraft 1/11-2022, eller ønsker du at deltage i vores velkomstarrangement d. 26/10-2022, så ring til os på tlf.: 70 21 05 00. Tilmelding til d. 26/10 i Vojens kan også ske via e-mail til: tilmelding@activcare.dk